Nu har mit tætte venskab med Erik snart 25 års jubilæum, og vi har da også besluttet at fejre det med en god middag på en af byens bedste restauranter sammen med vores respektive koner.
Det var et helt tilfældigt møde, der startede vores nu mangeårige venskab. Vi var begge to 18 år gamle dengang, og det var Erik, der ekspederede mig, da jeg var en tur ude på et autoophug i byens industrikvarter. – Det var dem her. Jeg havde købt en gammel bil, som jeg gik og reparerede på for at gøre den køreklar, men pengene var jo små, da jeg var under uddannelse, så jeg købte en del reservedele fra skrottede biler.
Jeg kan endnu huske, at vi have en hyggelig snak om gamle biler og reservedele, og jeg fortalte Erik, at jeg kun havde givet 1.000 kroner for det gamle lig af en bil. Dengang var der ikke noget med en skrotpræmie fra staten på biler, der var modne til ophug, så det var ikke usædvanligt, at sådan nogle unge amatør-mekanikere som jeg købte sådan nogle lig.
Det blev langt fra sidste gang, at jeg var ude på det autoophug for at finde reservedele til min bil, og Erik var der hver gang, idet det viste sig, at han var søn af indehaveren og også ansat i firmaet, som han i øvrigt for nogle få år siden selv overtog efter sin far.
Erik lovede mig dengang at holde godt øje med de biler af samme mærke som min, de fik ind til skrotning, for der kunne jo tænkes at være reservedele, som jeg kunne bruge. En dag ringede han til mig og fortalte, at de lige havde fået en skrotbil ind, som egentlig var sund nok, men det var blevet totalskadet i et trafikuheld, hvorfor den blev sendt til skrotning. Og det viste sig også, at der var flere forskellige reservedele, jeg kunne bruge til at forbedre min egen bil.
Der gik ikke så lang tid, før jeg var færdig med at reparere min bil, og jeg fik den faktisk gennem synet uden anmærkning, så jeg nu var den stolte ejer af min første køreklare bil. Vores venskab var skabt, så selv om jeg ikke havde ærinder ude på Eriks fars autoophug, blev vi ved med at mødes og gik også i byen sammen.
Ved en del lejligheder hjalp jeg også Erik med hans arbejde som autoophugger. Det var mest ved at køre ud sammen med ham i firmaets lille ladvogn, når der skulle hentes et eller andet lig af en bil et sted, for autoophuggeren tilbød også den gang afhentning af skrotbil i de situationer, hvor bilen ikke selv kunne køre ud til firmaet.
Når vi var ude for at hente sådan en skrotbil, var der i nogle tilfælde tale om, at Erik skulle betale ejeren for bilen. Det var mest, når der var tale om biler, som endnu havde sunde reservedele som motor eller gearkasse, så på den måde lærte jeg også en hel del om skrotpriser på biler.
