Gir den gas på trommer

By | 15. oktober 2013

Gennem lang tid har min kone jævnligt brokket sig over gulvene i vores stue og entreen. Det er faktisk efter, at vi for et par år siden valgte at anskaffe os en hund, at hun er blevet mere og mere utilfreds med de væg til væg gulvtæpper, vi har i stuen og entreen. Det er et stort arbejde at støvsuge dem, fordi vores hund fælder en hel del, og dens hår sætter sig nemt fast i tæpperne.

Så madame ønsker sig trægulve i stedet for gulvtæpperne, der ligger direkte på betondækket mellem vores kælder og stueetagen. Det er også OK med mig, så jeg er begyndt at finde frem til en form for trægulv, som vi begge kan lide, og som er tilpas nemt at lægge, så jeg kan gøre det selv.

Men en bestemt ting er jeg meget opmærksom på, nemlig at vi helst skal have et lag isolering under trægulvet. Det handler ikke så meget om at isolere for at holde på varmen, for vores kælder er også opvarmet. Nej, det handler mere om lydisolering, for vores teenagesøn, Mads, har et rum nede i kælderen, som han bruger til at spille musik sammen med nogle af sine kammerater.

Og når han giver den gas på sit nye og ret billige trommesæt, kan vi i øjeblikket sagtens høre det oppe i stuen, men det er dog ikke værre, end at det er til at leve med. Men jeg frygter, at lyden vil trænge langt kraftigere igennem, hvis vi fjerner gulvtæpperne og bare lægger et trægulv i stedet. Så jeg skal have fundet på en eller anden form for lydisolering formentlig med flamingoplader mellem betondækket og trægulvet.

For vi vil ikke forbyde Mads at bruge kælderrummet til at øve sig i. Han og hans kammerater har et frirum dernede, hvor de kan øve sig på deres forskellige musikinstrumenter, og vi er ikke specielt sarte med hensyn til, at de spiller temmelig kraftigt, for sådan skal det jo være med den rockmusik, som de unge knægte går så meget op i.

I vores familie har vi altid holdt meget af musik, og min kone og jeg er da endnu ikke så gamle, at vi ikke kan synge med på en hel del af den popmusik eller rockmusik, som vi hører i radioen. Men vi kan da godt mærke, at vores musiksmag har ændret sig noget med årene, for i dag nyder vi nok mere den lidt blidere genre indenfor moderne musik, mens især jeg for år tilbage godt kunne lide at høre en dygtig rockmusiker aflevere en fejende flot solo på en elektrisk guitar.

I dag synes jeg nok, at der i den slags musik er mere rytme og rabalder end egentlig musik, og jeg har taget mig selv i flere gange at sætte stor pris på musik fra musicals og endda nogle af de mere kendte stykker fra operaer.

Hvis det viser sig umuligt at få plads til isolering under vores nye trægulve, kan jeg eventuelt i stedet opsætte noget isolering på loftet i Mads’ kælderrum.

Disclaimer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *